Klubberne er vilde med idéen om KIES

Eksistensgrundlaget for Københavns Idrætsefterskole (KIES) er eleverne. Og endnu vigtigere for skolen er det, når den har succes med at udvikle spillere til de højeste niveauer ude i klubberne. Derfor gøres der meget ud af at være i dialog med klubber i lokalområdet. Men hvordan ser klubberne på samarbejdet med skolen? Og hvordan foregår samarbejdet i praksis?

I håndboldafdelingen i Frederiksberg Idrætsforening er der stor tilfredshed at spore i forhold til samarbejdet med KIES. Martin Grønmann er U/16-træner for pigerne i klubben, og han fortæller, at der i skoleåret 15/16 var hele syv piger fra FIF’s U/16-mandskab, der også var elever på KIES.

”Det er en god idé, at spillerne kan blive i deres egen klub, samtidig med, at de får oplevelsen af at gå på efterskole,” forklarer Grønmann.

Grønman er selv tidligere elev på Københavns Idrætsefterskole, og i det kommende skoleår fortæller han, at der indtil videre med sikkerhed er tre af hans spillere, der vil få samme oplevelse, som han selv fik med et år med håndbold på fuld tid. Og Grønmann fortæller, hvor vigtigt det er, at han kan tilbyde sine spillere denne mulighed, så de dygtigste spillere ikke forlader klubben for at tage en afstikker på et efterskoleophold langt væk fra klubben.

”Vi mister vores spillere, hvis vi ikke anbefaler dem at tage på KIES. Derfor er skolen er vigtig, for uden KIES så havde vi mistet mange spillere. Alle vil gerne på efterskole, især sportsudøvere. Når jeg snakker med spillerne, så fortæller de, at de meget gerne vil på efterskole, men ikke nødvendigvis langt hjemmefra.”

Men sandheden er, at der er hård konkurrence om at tiltrække og fastholde de bedste spillere i Københavnsområdet. Ajax-træner Dennis Bo Jensen giver Grønmann ret i, at KIES er et vigtigt middel i den proces.

”Vi forsøger at holde spillerne i københavnsområdet, og det er lykkes okay at holde de bedste spillere i vores klub. Og det er jo glædeligt, at KIES kan være med til at holde spillerne i området. Det, der er det allerbedste, er, at spillerne kan få lov at udleve deres drøm i et år,” fortæller Dennis Bo Jensen, der er pigetræner for U/16-holdet i Ajax.

Samarbejdet i praksis

For at samarbejdet kan fungere optimalt, så er det vigtigt, at klubberne er i konstant kontakt med skolen. Kommunikation er nøglen for at skabe den optimale udvikling for håndboldtalenterne på efterskolen.

”Primært handler det om, at vi får koordineret, hvornår de skal styrketræne, og hvornår de skal træne med en håndbold,” forklarer Grønmann.

”Vi koordinerer deres ugentlige program, så de ikke får den samme træning hele tiden. Det hele skal gå op i en højere enhed, og derfor sørger vi for at koordinere med skolen, så spillerne også kommer i god fysisk form,” fortsætter Jensen.

Grundlæggende er det mest det praktiske, der koordineres mellem klubberne og KIES, men der afholdes også jævnligt møder for at holde øje med elevernes udvikling, fortæller de to trænere.

”Vi koordinerer også, så spillerne kan træne nogle bestemte facetter i spillet. Vi har en samtale i starten af skoleåret, og når der skal ændres lidt på træningen. Det er mest det praktiske, der bliver aftalt, så de ikke lige pludselig træner det samme i tre træningspas på en dag,” siger Grønman, mens Dennis Bo Jensen har endnu tættere kontakt med skolen.

Der er derfor et stærkt grundlag for at skabe et virkelig stærkt samarbejde mellem KIES og klubberne.